Vil du løbe med fra Valby til Vestkysten
RUN , FORREST: Er du frisk på at løbe tværs over landet, eller bare et stykke ad vejen? Så snør løbeskoene og følg Peter Rydahl Mols, når han sætter kursen fra Valby til Vestkysten.
Af Søren Lintrup Silkjær Tlf. 7912 4634,
KØBENHAVN-ESBJERG: Husker du filmen om Forrest Gump?, ham der får besked om at løbe. Det gør han så, fra kyst til kyst, mens skægget gror, og svedende disciple følger i sporene fra hans kondisko.
Den 26-årige Peter Rydahl Mols er klar til at lave en dansk Forrest Gump og tage den fra kyst til kyst, forhåbentlig sammen med masser af danske motionister.
26. juni løber han fra Toftegaards Plads i Valby med retning mod endemålet: Esbjerg, 5. juli.
Han regner med at dele turen op i ti etaper på 30 kilometer hver og opfordrer alle til at løbe, cykle, rulleskøjte eller stylte med. Peter Rydahl Mols betegner sig selv som løber med stort L, Ø, B, E og R, han er såkaldt ultraløber, og det er træningen op til et 78 kilometer langt løb i Schweiz, som han inviterer alle til at følge.
Formålet er at skabe en græsrodsbevægelse, hvor jeg tilbyder mine forberedelser til andres fysiske træning. Jeg kommer forbi en masse byer og mennesker, og det handler bare om at skabe en rigtig god tur sammen, forklarer Peter Rydahl Mols.
Tid til at træne
Han er oprindelig fra Billund, har valgt ruten Esbjerg-København for at krydse landet, og fordi kæresten er fra Bramming tæt på Esbjerg. Selv er Peter Rydahl Mols netop færdig med sine studier på handelshøjskolen og ude efter arbejde, og har derfor masser af tid til at træne. Han starter fra Toftegaards Plads, fordi det er tæt på bopælen, og her starter odysseen tværs over Danmark i selskab med en kammerat, der træner til ironman.
Du behøver ikke selv være jernmand for at følge Run for Fun , som turen er døbt.
Fakta: Run for Fun
Løberen Peter Rydahl Mols inviterer alle til at følge ham fra København til Esbjerg fra 26. juni til 5. juli.
Turen splittes op i ti etaper a 30 kilometer, du bestemmer selv, hvor langt du vil følge med. Nærmere angivelser af startsteder tilgår.
Du kan følge med på Peter Rydahl Mols blog http://sjovmotion.blogspot.com/og på Run for Funs Facebookprofilside http://www.facebook.com/group.php?gid=119349434762579
Løbet støtter Run for Water, som Røde Kors står bag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar